South Lawn, University of Melbourne |
Old Quad, University of Melbourne |
Selvom semestret først officielt startede i mandags, har jeg allerede lært universitetet og campus ret godt at kende. I sidste uge var der nemlig Orientation Week, hvilket er en slags introduktionsuge for alle studerende. Her blev der afholdt sessioner om alt muligt forskelligt fx bibliotekssøgning, mulighederne for frivilligt arbejde via universitetet, akademisk skrivestil, engelsk som andetsprog og økonomiske støttemuligheder. Derudover kunne man møde alle universitetets sportsklubber og for den sags skyld alle andre slags klubber og foreninger. Der er så mange, at der bliver trykt en stor guide med oversigt over alle de klubber og societies, som findes på universitetet. Så det er bare om at vælge! Min første indskydelse har selvfølgelig været både at starte til noget sport, at søge et studiejob og engagere mig i frivilligt arbejde og selvfølgelig blive venner med dem, jeg har timer med – og alt sammen helst i løbet af den første uge på universitetet! Men jeg har tænkt, at jeg, i modsætning til hvad jeg normalt gør i derhjemme, ikke behøver at engagere mig i alt og måske i stedet skal øve mig i ikke at have alt for mange bolde i luften på én gang. Det kunne være, at jeg faktisk opdagede, at det var meget rart med et lavere tempo og lidt mere tid til bare at slappe af. Så jeg tror lige, at jeg venter lidt med at vælge, hvad mit næste projekt hernede skal være.
Gitte og jeg i køkkenet (bemærk kalenderen til venstre med dansk snedækket februarlandskab) |
Strandpromenaden i St. Kilda |
Lørdag valgte vi at tilpasse aktivitetsniveau vejret, så vi pakkede håndklæderne og badetøjet og tog til stranden. En af de mange forstæder i Melbourne hedder St. Kilda, og den udmærker sig ved at ligge ud til bugten og have en fin sandstrand og promenade og stadig kun være ti minutter med sporvogn fra centrum. Da min vinterblege hud ikke helt har vænnet sig til den stærke sol hernede, måtte vi trække ind i skyggen efter et par timer, men der brugte vi så eftermiddagen på at læse bøger, høre musik og generelt bare slappe fuldstændig af. Ikke dårligt! Om aftenen tog vi sammen med Michael på lækker marokkansk restaurant på Docklands, et område fyldt med restauranter og barer helt ned til vandet og med udsigt til byens skyskrabere – ret flot når mørket falder på.
Det var tre dejlige dage sammen med Gitte, og generelt er det bare rigtig godt at have en veninde i næsten samme tidszone som mig, så man ikke behøver at tænke på, hvad klokken er, før man ringer. Vi planlægger at se hinanden en gang til i påsken, hvor jeg tager en tur til Brisbane.
Street art i Melbourne centrum |
For det andet rendte jeg tilfældigt ind i en person, jeg kendte i forvejen midt inde i centrum. I betragtning af, at der bor fire millioner mennesker i byen, og jeg højt sat kender 20 af dem, var jeg noget perpleks, da der pludselig var én, der råbte ”Marie” efter mig. Det var Nicole, som netop er vendt hjem til Australien efter et år i Århus, hvor hun har læst på journalisthøjskolen i Århus, og jeg har derfor mødt hende en del gange sammen med Michael. Jeg følte mig meget lokal J
Hjemme i lejligheden er det virkelig begyndt at ligne noget. Vi har købt ca. halvdelen af IKEA, så nu har vi både borde, stole, lamper, ting på væggene og selvfølgelig et utal af alle de små (helt nødvendige!) ting, man altid køber i IKEA! Uden pjat, en helt uundværlig ting er den rugbrødsblanding, man kan få i deres Swedish Food Shop! Det er helt fantastisk at få et stykke nybagt rugbrød med ost, når det man den sidste måned har spist lyst, blødt brød.
I lejligheden har vi nu også fået internet, og endda et trådløst et af slagsen, så det har været meget nemmere at skype og maile med familie og venner derhjemme. Jeg er så glad for alle jeres mails og beskeder! Det er dejligt at kunne følge med i, hvad der sker hos jer, så hold mig endelig opdateret J
Aftenhygge i lejligheden |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar